6 måneder gravid, kinesisk venskaber og har chefen på sofaen.

Siden sidst er der sket en del.
Fredag kl. 21 tog vi på CoCo Club med Natalie, hendes ven og en masse af hans venner. CoCo Club er åbenbart en af de største og mest populære diskoteker herover. Det er på flere etager, men en kæmpe scene, og let påklædte piger der danser når man vælger dem. Man bliver fra indgangen fulgt til et bord af en tjener. Man kan også reservere en sofagruppe, hvor man bliver forkælet i hovede og røv. Vi fik en sofagruppe og alt hvad der hørte dertil – whiskey, vandpipe, popcorn, nødder, vandmelon osv. Vi blev kun på CoCo til kl 23, da det var meget anstrengende at være der med Natalie. Efterfølgende tog Pernille og jeg på Scooters hvor vi mødtes med Meaghan og Mafalda. Sammen med dem tog vi efter et par drinks, videre til Sitong, som er endnu et eftertragtet sted at gå i byen. Her var alt for mange mennesker og ingen normale toiletter – hvilket er frustrende når man drikker og skal tisse konstant! Så ved 2 tiden var vi hjemme i seng.

Lørdag sov vi længe – helt til kl 10 (første gang det er sket herovre). Ved middagstid tog vi på Hank’s og fik et tiltrængt og fantastisk vestligt måltid – bøf, kartofelmos, grøntsager og brun sovs. Det er længe siden jeg har nydt maden så meget. Efter 3 uger med nudler og tofu, trænger man virkelig til rigtig mad. Vi blev på Hank’s i næsten 4 timer, og nød mad, varme og at lytte til de danskere der sad ved bordet ved siden af, som vi ikke engang fortalte vi kunne forstå dem.

For resten er folks ligefremthed (er der et ord der hedder det?) begyndt at irritere mig. Fredag aften blev jeg spurgt om jeg var gravid, bare fordi jeg er tyk. Så der går nu rygte hos nogle amerikanere og finnere i byen, om at jeg er 6 måneder gravid. Tak siger jeg bare!

Søndag kl 10 mødtes vi med Natalie og hendes ven, i troen om at vi bare skulle til food street og være sammen med dem et par timer. Sådan blev det ikke helt. Vi startede med tage til Food Street, som egentlig er en slags center, med en million (cirka) spisesteder. Her fik vi morgenmad fra Taiwan, som bestod af nudler, bønnespirer, suppe og noget kød som jeg ikke tør tænke på hvad er. Bagefter fandt vi ”The famous Sugar Man”, som lavede sukkerfigurer på pinde. Jeg valgte den der så sværrest ud, og eg endte med at blive rigtig imponeret, for han lavede det vildeste detaljer.
Bagefter tog vi videre til The Ancient Culture Street, som ud over alle de mange souvernierboder, var det gamle Kina, som man ser på film. Det var et vildt hyggeligt sted, som eg helt klart vil til snart igen. Inden jeg tog til Kina fik jeg påduttet af mine bedsteforældre at de ønskede sig spisepinde med deres navn på. Så på The Ancient Culture Street fik jeg indgraveret de kinesiske tegn for bedstemor og bedstefar på nogle rigtig kinesiske drage spisepinde. Men shh, ikke sladre, for de får dem først til sommer.
Efterfølgende tog vi på en snusket kinesisk restruante, hvor vi prøvede hot pot (en af Kinas mest kendte retter). Ikke en succes hos os, men er sikker på det bare var fordi det var en klam restruante. Efter maden tog vi på Tianjin Museum, som var det kedeligste sted jeg har været – nogensinde. Arkiteturen var dog helt ufatteligt smukt – så bare for det, var det besøget værd. Vi tog hurtigt videre, til Tianjin Amusement Park – som for mit vedkommende ikke var så sjov pga kulden (5 minus grader) og at der ingen normale toiletter var (hvor svært kan det være). Da parken lukkede, tog vi på Golden Hans, som er en kæmpe restruante, som er kendt for deres store kinesiske buffé. Jeg har aldrig oplevet så mange mennesker klemt ind et sted, og så lang kø for at få et bord – vi slap selvfølgelig for køen fordi vi er hvide. Da vi havde spist os mætte i omkring 14 forskellige slags kød og diverse tilbehør, tog vi hjem, efter 10 timer med vores nye ven. En lang og hård dag! Da vi kom hjem måtte vi i gang med rengøringen, for ud af det blå fik vi besked om at Jeannie (lederen af børnehavn) ville flyve fra Chengdu til Tianjin kl 21, og være hos os omkring midnat. For hun skal bo hos os i en uge hver anden måned, når hun er i Tianjin. Vi sad oppe til kl 2 hvor Jeannie endelig dukkede op og bad os meget bestemt om at gå i seng.

Food Street

Min sukkerfigur lavet af the famous chinese sugar man

Pernille, mig og Natalie med vores sukkerfigurer

Her får jeg indgraveret spisepinde til mine bedsteforældre - shh.

Disse fugle er "artister" og linket fast. :(

The Ancient Culture Street

Natalie og hendes ven, på Golden Hans.

Mandag havde vi meget svært ved at vænne os til at Jeannie sover på vores sofa (ja, hun vil altså ikke have et værelse). I børnehaven havde de travlt med oprydning og rengøring (og nogle med at tage hjem os skifte tøj) for nu kom Jeannie jo og skulle se børnehaven. Kinesere altså, jeg forstår virkelig ikke at de foretrækker at der er ryddeligt fremfor at fremstå som nogle der tager sig af børnene. For da Jeannie kom ind, sad jeg alene med alle børnene, mens de andre løb rundt og gemte tegninger væk i skabene osv. Come on! Til middag tog vi på Mighty Deli med Meghan og Mefalda. Og til aften fik vi endelig vores officielle velkomst middag med Jeannie (og Meghan og Mefalda), hvor vi spiste Peking And med allllt hvad der hørte til. Et drejebord og spisepinde, er virklig ikke en god kombination!

Tirsdag fik vi internet i lejligheden. Yaaay en glædens dag. Indtil det gik op for os at vi stortset kun har mulighed for at benytte det i vores middagspause, fordi internetopkoblingen er i stuen, hvor Jeannie jo bor for tiden.

I går var så min første gang med Cirkel Time. Jeg fik lov at prøve det hos de 4 årige, i den lille klasse med kun 6 børn. Jeg syns selv jeg klarede det ret godt. Meaghan og Jeannie overværede det og virkede overhovedet ikke imponeret. Jeannie gik lige efter, uden at sige noget. Og Meaghan sagde først det gik godt, så sagde hun det gik fint, og pludselig var det kun okay. Super god vejledning ellers.
I går eftermiddags skulle jeg være hos de 2 årige for første gang. Rygtet siger at jeg får den klasse om eftermiddagen, så jeg skulle lige se hvordan det foregår der, da det er meget anderledes fra de andre klasser – fordi de er så små at de knap nok kan tale kinesisk. Kun Amy, som jeg kender fra de 2 første uger herovre, går i denne klasse og kan rimeligt godt engelsk – tal og alfabetet osv. Jeg fryger lidt at klassen er min allerede fra i eftermiddag, for jeg er slet ikke klar til tage en klasse som er på så lavt et niveau og hvor alt handler om kropssporg og ansigstmimik. Nu må vi se hvad der sker.

I går mødte vi for resten 3 af drengene fra Cathy Future holdet her i Tianjin. Dem som også er her igennem Chinalink. Det var ret tilfældigt vi lige var på Mighty Deli på samme tid, men godt endligt at høre lidt dansk igen.

Jeg har fået min første pakke fra Danmark. Tak Heidi. :)

I får lige et lille videoklip fra lørdag aften på Broadies. Live musik i Kina, får mig virkelig til at savne Live musik i Danmark.

Livet i Kina.

Så er vi startet med at arbejde fuld tid. Så vi møder 8.00-11.30 (12.00 hvis vi vil have lidt frokost) og igen 14.00-17.00. Tirsdag lavede jeg sammen med Terri, næste uges plan. En slags læreplan for hvad vi præcis skal lave alle dagene til Circle Time, Center Choices osv. Det var et stort plus for mit vedkommende, at se der faktisk er noget fagligt/pædagogisk i det her arbejde, ud over at børnene skal lære engelsk. Onsdag i næste uge skal jeg stå for hele dagen, for første gang. Jeg skal planlægge to Circle Times og to gange tre Center Choise aktiviteter – til to forskellige klasser. For tiden er jeg nemlig fra 8.00-11.30 hos Butterflies 2 som er de 4 årige, og om eftermiddagen hos Catterpillas – som er de 3 årige. Skal nok blive spændende hvordan jeg klare det, men jeg er klar på udfordringen.

Jeg tænker at nogle af jer sikkert gerne ville vide hvordan dagen er for børnene i denne børnehave, så i får da lige skemaet her:
7.30 - 8.00 : Welcome
8.00 – 8.30 : Breakfast
8.30 – 9.00 : Circle Time
9.00 – 9.30 : Center Choice
9.30 – 10.00 : Outside
10.00 – 10.30 : Story time
10.30 – 11.30 : Center Choice / Wash up
11.30 – 12.00 : Lunch
12.00 – 14.00 : Nap
14.00 – 14.30 : Wash up / snack
14.30 – 15.00 : Outside
15.00 – 15.30 : Extra curricular activitiy
15.30 – 16.30 : Center Choice / Wash up
16.30 – 17.00 : Dinner

Børnenes skema

Mig i børnehaven.

Jonas - Lige vågnet fra sin lur.

Naptime.

Min lille Eason der sover tungt.

Et kort lille videoklip fra børnehaven. Eason, Sean og Maggie der løber rundt lige inden de bliver hentet.

Mandag på Starbucks fik vi vores første kinesiske veninde, Nathalie på 24 år. Øjeblikket jeg havde undret mig over ikke var kommet tidligere. En pige spurgte ind til hvor vi kom fra, og kom lidt efter over til os og spurgte om hun måtte være vores veninde, så hun kunne øve sit engelsk og sige at hun har to veninder fra Danmark (for uhh det er fedt!). Og så vil hun vise os Tianjin og være vores guide og ven. Ja da, den var jeg med på. Så vi udvekslede numre og email adresser og har aftalt at tage i byen idag fredag. I går mødte vi hende så på Starbucks igen, og havde de mest frygetlige 40 minutter med hende. Det var så underligt og vi havde intet at tale om. Desværre er vi for høflige nogle piger til at aflyse vores aftale med hende i aften. Men håber dog at det bliver en kort tur på club med hende, så vi kan mødes med Meghan og Mafalda i stedet for.

Jeg har for resten endelig fået et kinesisk telefon nr.: (008601)15122643698. Jeg ved dog endnu ikke om det fungerer optimalt, men skriv eller ringe endelig.
Jeg skal have købt ny mobil hernede, for min egen er åbenbart låst (typisk), men har lånt Meaghans ekstra telefon indtil jeg får købt en, og så må jeg bare leve med at tast nr 9 ikke fungerer.

Jeg hører at sneen har præget Danmark den sidste tid. Jeg kan så fortælle at den nu også er kommet hertil. Tirsdag aften begyndte det at sne, og det fortsatte onsdag. Så lige nu er byen hvid – going on black (pga. smog). Temperaturen hernede er frygetlig lige for tiden. Der er bidende koldt og jeg fryser døgnet rundt. Kulden har holdt os fra at tage steder hen allerede, så forår ønskes – tak.

Turist.

Indgangen til Tianjin Zoo

Torsdag var vi efter arbejde, en tur i Tianjin Zoo. Vi var på forhånd blevet advaret om de dårlige forhold dyrene bor under og at ville komme til at tage derfra deprimerede. Og ganske vist levede mange af dyrene under virkelig frygelige forhold og det var rigtig hårdt at være vidne til.

En sulten bamse.

Rige skildpadder - hvad går det ud på?

Fredag aften tog vi på stamresturanten Seven Days og fik tre retters menu for 66 yuan. Bagefter gik vi hjem og varmede op til bytur med lyserøde vodkadrinks og dansktop musik. Senere på aften tog vi sammen med Meaghan og Mafalda på Scooters og Broadies, to amerikanske barer. Vi blev præsenteret for nogle af Meaghans venner og hele aftenen stod på gratis drikkevarer i form af Morgan, Tequila og come-on-i-wanna-lay-ya (shots). Men på et tidspunkte sagde min krop stop til al den alkohol, og for første gang i mange år endte det i opkast og at jeg var ude af stand til at gå eller noget andet for den sags skyld. Er Pernille evig taknemlig for at få mig hjem den aften især efter taxa chaufføren smed os ud efter jeg kastede op (i en pose) i taxaen. Jeg var virkelig en charmetrold.:/

I dag, søndag, har vi været i Tianjin TV Tower for at se lidt ud over byen. Det var lidt imponerende og stort at opleve, for jeg glemmer ofte at jeg befinder mig i en ret stor by med 10 millioner mennesker.

Tianjin TV Tower - 415,2 m. højt.

Mit turist billede - jeg var der!

Udsigten fra TV tårnet.

Pernille og jeg i TV tårnet.

Som jeg vist nævnte i sidste blog indlæg, er Allyson kommet tilbage. Jeg har talt rigtig meget med hende i løbet af ugen. Hun ved at både Pernille og jeg har arbejdet indenfor special området, men eftersom det kun er Pernille der er interesseret i at arbejde med special needs børnene hernede, har jeg været overrasket over hvor meget hun kommer til mig med. Hun fortæller konstant om hendes små ideer til hvad hun vil prøve med børnene, spørger om jeg har nogle råd og i fredags blev jeg i en halv time overladt alene med fire af special needs børnene. Det var en virkelig stor udfordring. Hjemme i DK ville man aldrig stå alene med fire børn med handicaps. Og her var situationen virkelig vanskelig i og med de ikke forstår engelsk, og jeg intet kinesisk kan. Så jeg fik løbet en masse. Jeg endte endda med at glide på et vådt marmor gulv og banke baghovedet og ryggen vodsomt ned i gulvet. Ja jeg er jo evig uheldig.

Her er for resten den video jeg lovede jer, af de sjove undertekster på dvd filmene hernede. Se tekster og lyt godt efter. Vi morer os ekstremt over det:

PS. Jeg har prøvet det!! Jeg har tisset i et hul. hehe.

Flere oplevelser fra Kina.

Jeg havde lovet mig selv ikke at opdatere denne blog før folk begyndte at kommentere indlæggen, for det virker ret nytteløst. Men noget skal man jo lave når man har slæbt computeren med på starbucks.
Lige nu er jeg nået til et punkt hvor jeg er begyndt at kede mig herovre. Det blev hurtigt hverdag fordi vi startede i børnehaven så hurtigt, og jeg mangler lidt beskæftigelse i fritiden, udover de mange ture i walmart, på starbucks og resturanterne. Vil gerne i gang med at se turist seværdighederne i byen snart, og evt starte til kinesisk og noget andet sjov, om nogle uger.

Søndag var vi til brunch med Meaghan, Terri og italieneren Mefalda på Hanks, som er en amerikansk sportsbar. Det var hyggeligt at være lidt sammen med den udenfor børnehaven. Vi talte rigtig meget med italieneren og fik kindkys som tegn på at nu er vi bare accepteret. (Sådan tolkede vi det i hvert fald - grin bare!).

Mandag var sidste dag i den kinesiske nytår. En dag de kalder Lantern Festival. Fra ca. kl 8.00 om morgenen til 3.oo om natten var der en øredøvende larm af kæmpe brag. Det er svært at beskrive (og opfange på video) hvor voldsomt det var, men forestil jer nytårs aften i Danmark, lige efter midnat, og så bare i næsten et døgn, non stop.
Her er mit forsøg på at fange larmen:

Larmen til Lantern Festival - 9. Februar 2009

Fysioterapeuten og den selverklerede special needs teacher (hun er ikke uddannet) Allyson kom i mandags tilbage til børnehaven efter en ferie. Det var en helt anderledes oplevelse at møde hende efter at have mødt de andre amerikanere (Meaghan og Terri). Hun er storsmilende og virkelig optimistisk, til trods for hun ikke ved hvad hun laver (hendes ord) og nemt bliver stresset og frustreret. Hun vist os special need børnenes lokale og fortalte os kort om alle seks børn. Umidelbart ville jeg ikke se mange af børnene som special needs børn i Danmark. De har vist alle en grad af ADHD, og et par stykker af dem har autistiske træk og nogle mangler sprog. Allyson fortalte om en ny ide hun ville starte op med i næste uge, at benytte billeder i børnenes hverdage, altså give dem valg, og vise dem billeder af det de skal. Hun virkede meget spændt på denne nye ide. Pernille og jeg, der begge har erfaringer indenfor special området, kender jo udmærket til boardmaker systemet som dette virker til at være en mini udgave af, indså virkelig hvor meget bagud de er indenfor dette område i Kina. Men denne special needs children afdeling i børnehaven har også kun eksisteret siden september og er jo en af de første i landet. Desværre har vi oplevet en behandling af disse børn som er ubehagelige for os at være vidner til. Situationer der især finder sted når de amerikanske lærer ikke er tilstæde. Børnene bliver dasket i baghovedet hver gang de kinesiske pædagoger (eller hvad de nu er) føler at de ikke følger med. Og Pernille har oplevet at et barn bliver svipset med elastikker på kroppen og i ansigtet, som straf. :( Situationer vi klart vil tage op med de amerikanske lærer, især Allyson, når vi har været her lidt længere. Lige nu skal vi jo "stikke fingeren i jorden".

I børnehaven er børnene forresten begyndt at komme ud lidt hver dag. Selvom det har været under en halv time begge gange, er det et stort plus i min bog. Måske ville mere tid udenfor også være skadeligt, for der er godt nok meget smog i den her by. Udenfor børnehaven - selvfølgelig stadig indenfor indhegningen, er en legeplads på grønt gulvtæppe (måske det skal ligne græs?!). Legepladsen består af 2 legetårn, hvor de af en eller anden grund kun må lege på det ene og bliver slæbt væk hvis de leger på det andet. Gad vide hvad det går ud på?

I går aftes så vi "Bedtimes Stories" som vi købte på dvd til 7 yuan (ca 6 kr). Filmen var heldigvis på engelsk. Men jeg valgte at sætte engelske undertekster på for sjov. Og det var virkelig sjooooovt! Teksterne passede overhovedet ikke. Det var tydeligvis en kinesisk version af engelsk, hvilket vi fik mange grin ud af. Jeg vil smide et filmklip herpå næste gang jeg opdatere bloggen, for jeg bliver nød til at dele det med jer derhjemme.

I dag var vi efter arbejde en tur på Seven Days som efterhånden er vores stam resturante i denne by, og en tur i walmart hvor vi fik købt mad nok til næsten at fylde fryseren (så slipper vi i det mindste for at tænke på at vi intet mad har i huset). Tilbage i lejligheden slappede vi lidt af, og Pernille forsøgede sig med at lære kinesisk ved hjælp af lydfiler og en bog. Helt nemt er det ikke det skøre sprog.

Pernilles lille kinesisk kursus

Er i løbet af denne blogskrivning blevet i bedre humør. Jeg glemmer virkelig de her små ting som bare gør det spændende og sjovt at være her. Det skal jeg huske at værdsætte. For er virkelig glad for at være her. Og til jer der er bange for jeg kommer til at stjæle nogle underskønne kinesiske børn med hjem, så bliv i bare ved med at frygte, for gud hvor er de skønne.

Uge 1 i Kina

Så fik jeg endelig mulighed for at skrive på bloggen. Jeg sidder lige nu på Starbucks, som har trådløst internet, hvilket er en fantastisk ting, når vi har svært ved at skaffe vores eget. Der er efterhånden snart gået en uge hernede, og der er sket meget.

Afrejsedagen gik med afsked med familien. Mine forældre og Siv tog afsked med mig i Aalborg lufthavn. I Kastrup lufthavn mødtes jeg med Pernille, Lars, Thomas, Lasse og Asbjørn. Vi fik tjekket ind, fik os noget mad, og så var det ellers tid til den lange tur til Beijing. For det var nemlig en rigtig lang flyvetur, hvor jeg desværre ikke fik sovet. Så der blev set en del film og spillet nogle spil for at skjule rastløsheden lidt.

Pernille og jeg på flyveren. Kastrup - Beijing.

9 timer senere, landede vi i Beijing, lokalt var tiden 13.20. Og jeg kan nu sige at verdens største lufthavn virkelig er gigantisk og forvirrende. Det er nærmest et land for sig selv! Det tog os en del tid at finde rundt og tage afsked med drengene som skulle videre til Chengdu. I ankomsthallen blev vi mødt af Megan som er en amerikansk pædagog i børnehaven, og en kinesisk chauffør som skulle køre os til Tianjin i en faldefærdig minibus. Det var en oplevelse for sig pludselig at befinde sig midt i den kinesiske trafik. Efter nogle timers kørsel nåede vi frem til Meng gu lu dao hvor vi skal bo de næste 6 måneder. Vi bor nu på 10 sal i en bygning i downtown Tianjin, med sikkerhedsvagter uden for bygningen. Indtrykket af lejligheden den første dag var ikke specielt godt. Den var virkelig snavset og lugtede voldsomt af kloark. Og de få sæt sengetøj og håndklæder der var, var fyldt med blod og hårfarvepletter. Nøglen i hoveddøren valgte at sætte sig fast i låsen, så vi måtte leve med at døren stod ulåst indtil dagen efter. Den første aften i Tianjin tog Megan og hendes italienske veinde os med på en kinesisk resturante, hvilket var super hyggeligt – selvom vi var ekstremt trætte og allerhelst ville sove.

Da vi fik praktikstedet Small World Preschool Kindergarten i Tianjin, fortalte Jeannie os at vi ikke skulle starte før en uge eller to, efter vi ankom, fordi børnene har vinterferie. Men dette vist sig at være anderledes, for allerede tirsdag morgen skulle vi starte i børnehaven, så der var ingen tid til at komme sig over mangel på søvn eller jetlag. Vi startede med en rundvisning i den 4 etagers høje børnehave, hvor børnene er på etager efter alder. De yngste i stueetagen og de ældste øverst. Tirsdag skulle vi dog kun være i stueetagen, da der pga ferien kun var ca. 20 børn den dag. Vi blev bedt om at gå rundt og tale med børnene, men udover hallo og deres navn, var det meget få børn der kunne mere engelsk. Kl. 11.00 spiste vi frokost med børnene. En lille stålskål med nudler, kål og kød. Det var okay. Efter frokost blev vi sendt hjem. Det viser sig nemlig at vi indtil den 16. februar, hvor ferien slutter, kun skal arbejde 8.00-11.30, hvorefter vi kommer til at have 30 timer om ugen, fordelt på formiddagene og eftermiddagene.

Resten af tirsdagen gik med rengøring af lejligheden og en tur i Wallmart for at købe sengetøj og håndklæder. Om aftenen mødtes vi med Megan og italieneren som tog os med på en amerikansk bar langt herfra, som servere de bedste, mest alkoholiserede og billige Long Island Iceteas. Da vi kom hjem sidst på aftenen, var det direkte i seng, for onsdag skulle vi på arbejde.

Onsdag havde vi vores første rigtige halve arbejdsdag – selvom jeg mest af alt bare observerede, for det hele er meget anderledes, uforståeligt of forvirrende. Pernille og jeg blev splittet op, så hun skulle være hos de ældre børn, mens jeg skulle blive i stueetagen hos de mindste. Den amerikanske lærer hos de mindste er Terri, derudover er der to unge kinesiske pædagoger, JoJo og Mia – som begge virker rigtig søde. Her i Kina, spiser man alle tre store måltiden er i børnehaven. Retterne skifter dagligt, men for at komme med et eksempel fik vi til morgenmad denne dag, en skål fyldt med en grød af ris og kål, med et stykke lille lilla brød til. Lad mig sige det var ganske interessant. Efter morgenmaden var der Circle Time. Hvor man sad i rundkreds og snakkede om dagen, vejret, farver osv, på engelsk. Jeg var lidt overrasket over hvor mange engelske ord børnene kunne under circle time, eftersom de dagen inden ikke virkede til at kunne sproget. Men jeg har nu indset at ordene er indøvet hos børnene, ved at circle time stortset indeholder de samme ord hver dag. Efter Circle Time laves der tre centers, altså 3 borde hver med en kreativ aktivitet som børnene skal lave – de skal rundt til alle tre centers.
Efter vi fik fri, viste denne dag sig at blive ganske frygtelig. Efter en indkøbstur farede vi vild i byen, hvilket stressede os meget, fordi vi have en aftale vi skulle nå. Men heldigvis lykkedes det os efter nogen tid at finde vores gade.
Kl. 15.00 skulle vi mødes med børnehavens direktør, for at tage på politistationen og melde at vi nu bor og arbejder i Tianjin. Da vi i børnehaven mødstes med dirketøren, som ikke kan et ord engelsk, fik vi JoJo, en af de unge kinesiske pædagoger, til at lege tolk. Og det var her vi fik en oplevelse som rystede os begge. I lokalet var en kvinde og hendes søn, som vi ikke viste hvem var. Direktøren gav os besked på at forælle politiet at vi bor og arbejde hos denne kvinde, hvor vi underviser hendes børn i engelsk. Og vigtigst af alt, at vi ikke måtte nævne børnehaven overhovedet. Rystede og forvirrede over denne besked, måtte Pernille og jeg diskutere længe, for at finde ud af hvad vi skulle gøre. For en ting var sikkert, vi ville under ingen omstændigheder lyve overfor politiet. Og vi forstod slet ikke hvorfor de ville have os til det, eftersom vi har en kontrakt med børnehaven og et visum til at bo i Kina. På vej mod politiet, kom vi forbi vores bygning. Jeg traf en hurtig beslutning om at stikke kvinden og hendes søn en hvid løgn, om at jeg havde glemt mit pas i lejligheden og fik dem til at vente på gadehjørnet, imen Pernille og jeg løb ind til Megan som bor i opgangen ved siden af vores, for lige at drøfte sagen med hende. Megan blev ligeså forvirrede som os, men tog med os, fordi hun kan en del kinesisk, og ville prøve at finde ud af hvad der foregik. Tilbage i børnehaven, blev det hele opklaret. Grunden til de ville have os til at lyve om dette, var kun af den grund at det er hurtigere at skaffen denne tilladelse til bosættelse og arbejdstilladelse, hvis man arbejder og bor hos private, fremfor at bo i en lejlighed og arbejde i en børnehave. Efter Megan fik forklaret dem at vi nægtede at give falske oplysninger hos politiet, indså de at de spildte deres tid. De udskrev det oprindelige brev om at vi arbejder i børnehaven og bor i den lejlighed vi gør. Med dette tog vi på politistationen og fik det hele ordet. Så trods underlige ideer, ordnede det hele sig. This is China.

Efter besøget hos politiet, tog vi hjem, med kvinden og hendes søn på slæb. Det viste sig at kvinden er vores udlejer. Hendes mand kom også forbi, og de næste tre timer gik med at fikse alt i lejligheden som ellers ikke virkede optimalt. I løbet af deres besøg, var kvinden meget optaget af at sætte os sammen med hendes søn. For han går jo også på universitetet, kan engelsk, er jævnaldern, og så vil hun køre os hvor hen vi gerne vi med ham. Det var en ret komisk situation, og lad mig lige tilføje at hverken Pernille eller jeg havde interesse i at skulle noget med ham. Da kineserne var gået var vi totalt udmattede efter en hård dag, og gik direkte i seng.

Torsdag havde jeg virklig ikke lyst til at tage ned i børnehaven, overpå episoden dagen før. Terri smutte tidlige denne dag, så jeg var alene tilbage med de to kinesiske pædagoger JoJo og Mia, hvilket jo betød at stort set alt foregik på kinesisk. Mia, som ellers er meget tilbageholdende, forsøgte flere gange denne dag at tale med mig på engelsk. Hun tilbød mig at lære mig kinesisk, hvilket jeg rigtig gerne vil, så jeg håber hun virkelig vil. Denne dag gik en hel time med at se kinesisk animations tegnefilm, hvilket var voldsomt søvndyssende for mig. Under filmen sad jeg lige bag ved en af de små piger som lå og halvsov hen over bordet. Et stykke af hendes ryg var synligt og viste en voldsomt blåt mærke. Vi har endnu ikke oplevet det vi frygtede, at se børnene blive straffet med slag, men når man så den lille piges mærke, er det svært ikke at komme til at tænke på om det mon sker. Børnehaven har en handicap afdeling, som en af de få institutioner i Kina, og vi var på forhånd informeret om hvordan kineseres syn på handicappede har været, og at deres viden om det ikke er stor. Jeg har endnu ikke haft noget med den afdeling at gøre hernede, men de har deltaget af vores circle time, så jeg har det lidt af hvad de ser som handicaps hernede, og det er meget anderledes fra i Danmark. Men det kan jeg komme nærmere ind på en anden gang. Måden de kinesiske pædagoger behandler disse børn på, er hårdt for mig at se på. Disse børn får eksempelvis dask i baghovedet konstant, hvis pædagogerne mener de ikke koncentrerer sig eller ikke opfører sig korrekt. Det er helt sikkert noget jeg vil have fokus på fremover.
Torsdag var også dagen hvor det begyndte at gå op for os hvor meget vi bliver stirret på, og hvor meget fokus der er på os to hvide piger. På Mac Donalds tog en mand et billede af os og i en tøjforretning var pigerne der arbejde der, ved at komme op at slås om hvem der skulle hjælpe os. Indtil videre er det bare meget komisk, men mon ikke det bliver irriterende på et tidspunkte.

I går, fredag, skete der ikke så meget. Trætheden har virkelig meldt sig og weekenden var tiltrængt. Dagen i børnehaven havde været som dagen før, igen med en times tv tid. Til eftermiddag var vi i børnehaven og låne internettet så Pernille kunne tale med hendes mand på Skype, inden han skulle til Afganistan. Børnehavens direktør sad og kiggede os over skulderen konstant, så vi blev ikke så længe som vi havde planlagt. Resten af dagen gik med en lur, og nogle timer med at se Friends på computeren. Dagen sluttede med en tur på Starbucks hvor der er trådløst internet. Varm cacao, cheece cake og internet, det er sagen.

Tidligere i dag lavede vi en lille video, for at vise jer hvor vi bo.

Livstegn fra Kina

Her sidder man saa i Kina. Alt er stadig helt anderledes og underligt, men spaendende.
Jeg har endnu ikke faaet internet i lejligheden, saa har kun kort mulighed for at laane computeren i boernehaven. Det er meget at fortaelle, saa det maa vente, men ville lige komme med et lille livstegn herfra, og sige at jeg har det godt.