Uge 1 i Kina

Så fik jeg endelig mulighed for at skrive på bloggen. Jeg sidder lige nu på Starbucks, som har trådløst internet, hvilket er en fantastisk ting, når vi har svært ved at skaffe vores eget. Der er efterhånden snart gået en uge hernede, og der er sket meget.

Afrejsedagen gik med afsked med familien. Mine forældre og Siv tog afsked med mig i Aalborg lufthavn. I Kastrup lufthavn mødtes jeg med Pernille, Lars, Thomas, Lasse og Asbjørn. Vi fik tjekket ind, fik os noget mad, og så var det ellers tid til den lange tur til Beijing. For det var nemlig en rigtig lang flyvetur, hvor jeg desværre ikke fik sovet. Så der blev set en del film og spillet nogle spil for at skjule rastløsheden lidt.

Pernille og jeg på flyveren. Kastrup - Beijing.

9 timer senere, landede vi i Beijing, lokalt var tiden 13.20. Og jeg kan nu sige at verdens største lufthavn virkelig er gigantisk og forvirrende. Det er nærmest et land for sig selv! Det tog os en del tid at finde rundt og tage afsked med drengene som skulle videre til Chengdu. I ankomsthallen blev vi mødt af Megan som er en amerikansk pædagog i børnehaven, og en kinesisk chauffør som skulle køre os til Tianjin i en faldefærdig minibus. Det var en oplevelse for sig pludselig at befinde sig midt i den kinesiske trafik. Efter nogle timers kørsel nåede vi frem til Meng gu lu dao hvor vi skal bo de næste 6 måneder. Vi bor nu på 10 sal i en bygning i downtown Tianjin, med sikkerhedsvagter uden for bygningen. Indtrykket af lejligheden den første dag var ikke specielt godt. Den var virkelig snavset og lugtede voldsomt af kloark. Og de få sæt sengetøj og håndklæder der var, var fyldt med blod og hårfarvepletter. Nøglen i hoveddøren valgte at sætte sig fast i låsen, så vi måtte leve med at døren stod ulåst indtil dagen efter. Den første aften i Tianjin tog Megan og hendes italienske veinde os med på en kinesisk resturante, hvilket var super hyggeligt – selvom vi var ekstremt trætte og allerhelst ville sove.

Da vi fik praktikstedet Small World Preschool Kindergarten i Tianjin, fortalte Jeannie os at vi ikke skulle starte før en uge eller to, efter vi ankom, fordi børnene har vinterferie. Men dette vist sig at være anderledes, for allerede tirsdag morgen skulle vi starte i børnehaven, så der var ingen tid til at komme sig over mangel på søvn eller jetlag. Vi startede med en rundvisning i den 4 etagers høje børnehave, hvor børnene er på etager efter alder. De yngste i stueetagen og de ældste øverst. Tirsdag skulle vi dog kun være i stueetagen, da der pga ferien kun var ca. 20 børn den dag. Vi blev bedt om at gå rundt og tale med børnene, men udover hallo og deres navn, var det meget få børn der kunne mere engelsk. Kl. 11.00 spiste vi frokost med børnene. En lille stålskål med nudler, kål og kød. Det var okay. Efter frokost blev vi sendt hjem. Det viser sig nemlig at vi indtil den 16. februar, hvor ferien slutter, kun skal arbejde 8.00-11.30, hvorefter vi kommer til at have 30 timer om ugen, fordelt på formiddagene og eftermiddagene.

Resten af tirsdagen gik med rengøring af lejligheden og en tur i Wallmart for at købe sengetøj og håndklæder. Om aftenen mødtes vi med Megan og italieneren som tog os med på en amerikansk bar langt herfra, som servere de bedste, mest alkoholiserede og billige Long Island Iceteas. Da vi kom hjem sidst på aftenen, var det direkte i seng, for onsdag skulle vi på arbejde.

Onsdag havde vi vores første rigtige halve arbejdsdag – selvom jeg mest af alt bare observerede, for det hele er meget anderledes, uforståeligt of forvirrende. Pernille og jeg blev splittet op, så hun skulle være hos de ældre børn, mens jeg skulle blive i stueetagen hos de mindste. Den amerikanske lærer hos de mindste er Terri, derudover er der to unge kinesiske pædagoger, JoJo og Mia – som begge virker rigtig søde. Her i Kina, spiser man alle tre store måltiden er i børnehaven. Retterne skifter dagligt, men for at komme med et eksempel fik vi til morgenmad denne dag, en skål fyldt med en grød af ris og kål, med et stykke lille lilla brød til. Lad mig sige det var ganske interessant. Efter morgenmaden var der Circle Time. Hvor man sad i rundkreds og snakkede om dagen, vejret, farver osv, på engelsk. Jeg var lidt overrasket over hvor mange engelske ord børnene kunne under circle time, eftersom de dagen inden ikke virkede til at kunne sproget. Men jeg har nu indset at ordene er indøvet hos børnene, ved at circle time stortset indeholder de samme ord hver dag. Efter Circle Time laves der tre centers, altså 3 borde hver med en kreativ aktivitet som børnene skal lave – de skal rundt til alle tre centers.
Efter vi fik fri, viste denne dag sig at blive ganske frygtelig. Efter en indkøbstur farede vi vild i byen, hvilket stressede os meget, fordi vi have en aftale vi skulle nå. Men heldigvis lykkedes det os efter nogen tid at finde vores gade.
Kl. 15.00 skulle vi mødes med børnehavens direktør, for at tage på politistationen og melde at vi nu bor og arbejder i Tianjin. Da vi i børnehaven mødstes med dirketøren, som ikke kan et ord engelsk, fik vi JoJo, en af de unge kinesiske pædagoger, til at lege tolk. Og det var her vi fik en oplevelse som rystede os begge. I lokalet var en kvinde og hendes søn, som vi ikke viste hvem var. Direktøren gav os besked på at forælle politiet at vi bor og arbejde hos denne kvinde, hvor vi underviser hendes børn i engelsk. Og vigtigst af alt, at vi ikke måtte nævne børnehaven overhovedet. Rystede og forvirrede over denne besked, måtte Pernille og jeg diskutere længe, for at finde ud af hvad vi skulle gøre. For en ting var sikkert, vi ville under ingen omstændigheder lyve overfor politiet. Og vi forstod slet ikke hvorfor de ville have os til det, eftersom vi har en kontrakt med børnehaven og et visum til at bo i Kina. På vej mod politiet, kom vi forbi vores bygning. Jeg traf en hurtig beslutning om at stikke kvinden og hendes søn en hvid løgn, om at jeg havde glemt mit pas i lejligheden og fik dem til at vente på gadehjørnet, imen Pernille og jeg løb ind til Megan som bor i opgangen ved siden af vores, for lige at drøfte sagen med hende. Megan blev ligeså forvirrede som os, men tog med os, fordi hun kan en del kinesisk, og ville prøve at finde ud af hvad der foregik. Tilbage i børnehaven, blev det hele opklaret. Grunden til de ville have os til at lyve om dette, var kun af den grund at det er hurtigere at skaffen denne tilladelse til bosættelse og arbejdstilladelse, hvis man arbejder og bor hos private, fremfor at bo i en lejlighed og arbejde i en børnehave. Efter Megan fik forklaret dem at vi nægtede at give falske oplysninger hos politiet, indså de at de spildte deres tid. De udskrev det oprindelige brev om at vi arbejder i børnehaven og bor i den lejlighed vi gør. Med dette tog vi på politistationen og fik det hele ordet. Så trods underlige ideer, ordnede det hele sig. This is China.

Efter besøget hos politiet, tog vi hjem, med kvinden og hendes søn på slæb. Det viste sig at kvinden er vores udlejer. Hendes mand kom også forbi, og de næste tre timer gik med at fikse alt i lejligheden som ellers ikke virkede optimalt. I løbet af deres besøg, var kvinden meget optaget af at sætte os sammen med hendes søn. For han går jo også på universitetet, kan engelsk, er jævnaldern, og så vil hun køre os hvor hen vi gerne vi med ham. Det var en ret komisk situation, og lad mig lige tilføje at hverken Pernille eller jeg havde interesse i at skulle noget med ham. Da kineserne var gået var vi totalt udmattede efter en hård dag, og gik direkte i seng.

Torsdag havde jeg virklig ikke lyst til at tage ned i børnehaven, overpå episoden dagen før. Terri smutte tidlige denne dag, så jeg var alene tilbage med de to kinesiske pædagoger JoJo og Mia, hvilket jo betød at stort set alt foregik på kinesisk. Mia, som ellers er meget tilbageholdende, forsøgte flere gange denne dag at tale med mig på engelsk. Hun tilbød mig at lære mig kinesisk, hvilket jeg rigtig gerne vil, så jeg håber hun virkelig vil. Denne dag gik en hel time med at se kinesisk animations tegnefilm, hvilket var voldsomt søvndyssende for mig. Under filmen sad jeg lige bag ved en af de små piger som lå og halvsov hen over bordet. Et stykke af hendes ryg var synligt og viste en voldsomt blåt mærke. Vi har endnu ikke oplevet det vi frygtede, at se børnene blive straffet med slag, men når man så den lille piges mærke, er det svært ikke at komme til at tænke på om det mon sker. Børnehaven har en handicap afdeling, som en af de få institutioner i Kina, og vi var på forhånd informeret om hvordan kineseres syn på handicappede har været, og at deres viden om det ikke er stor. Jeg har endnu ikke haft noget med den afdeling at gøre hernede, men de har deltaget af vores circle time, så jeg har det lidt af hvad de ser som handicaps hernede, og det er meget anderledes fra i Danmark. Men det kan jeg komme nærmere ind på en anden gang. Måden de kinesiske pædagoger behandler disse børn på, er hårdt for mig at se på. Disse børn får eksempelvis dask i baghovedet konstant, hvis pædagogerne mener de ikke koncentrerer sig eller ikke opfører sig korrekt. Det er helt sikkert noget jeg vil have fokus på fremover.
Torsdag var også dagen hvor det begyndte at gå op for os hvor meget vi bliver stirret på, og hvor meget fokus der er på os to hvide piger. På Mac Donalds tog en mand et billede af os og i en tøjforretning var pigerne der arbejde der, ved at komme op at slås om hvem der skulle hjælpe os. Indtil videre er det bare meget komisk, men mon ikke det bliver irriterende på et tidspunkte.

I går, fredag, skete der ikke så meget. Trætheden har virkelig meldt sig og weekenden var tiltrængt. Dagen i børnehaven havde været som dagen før, igen med en times tv tid. Til eftermiddag var vi i børnehaven og låne internettet så Pernille kunne tale med hendes mand på Skype, inden han skulle til Afganistan. Børnehavens direktør sad og kiggede os over skulderen konstant, så vi blev ikke så længe som vi havde planlagt. Resten af dagen gik med en lur, og nogle timer med at se Friends på computeren. Dagen sluttede med en tur på Starbucks hvor der er trådløst internet. Varm cacao, cheece cake og internet, det er sagen.

Tidligere i dag lavede vi en lille video, for at vise jer hvor vi bo.