Flere oplevelser fra Kina.

Jeg havde lovet mig selv ikke at opdatere denne blog før folk begyndte at kommentere indlæggen, for det virker ret nytteløst. Men noget skal man jo lave når man har slæbt computeren med på starbucks.
Lige nu er jeg nået til et punkt hvor jeg er begyndt at kede mig herovre. Det blev hurtigt hverdag fordi vi startede i børnehaven så hurtigt, og jeg mangler lidt beskæftigelse i fritiden, udover de mange ture i walmart, på starbucks og resturanterne. Vil gerne i gang med at se turist seværdighederne i byen snart, og evt starte til kinesisk og noget andet sjov, om nogle uger.

Søndag var vi til brunch med Meaghan, Terri og italieneren Mefalda på Hanks, som er en amerikansk sportsbar. Det var hyggeligt at være lidt sammen med den udenfor børnehaven. Vi talte rigtig meget med italieneren og fik kindkys som tegn på at nu er vi bare accepteret. (Sådan tolkede vi det i hvert fald - grin bare!).

Mandag var sidste dag i den kinesiske nytår. En dag de kalder Lantern Festival. Fra ca. kl 8.00 om morgenen til 3.oo om natten var der en øredøvende larm af kæmpe brag. Det er svært at beskrive (og opfange på video) hvor voldsomt det var, men forestil jer nytårs aften i Danmark, lige efter midnat, og så bare i næsten et døgn, non stop.
Her er mit forsøg på at fange larmen:

Larmen til Lantern Festival - 9. Februar 2009

Fysioterapeuten og den selverklerede special needs teacher (hun er ikke uddannet) Allyson kom i mandags tilbage til børnehaven efter en ferie. Det var en helt anderledes oplevelse at møde hende efter at have mødt de andre amerikanere (Meaghan og Terri). Hun er storsmilende og virkelig optimistisk, til trods for hun ikke ved hvad hun laver (hendes ord) og nemt bliver stresset og frustreret. Hun vist os special need børnenes lokale og fortalte os kort om alle seks børn. Umidelbart ville jeg ikke se mange af børnene som special needs børn i Danmark. De har vist alle en grad af ADHD, og et par stykker af dem har autistiske træk og nogle mangler sprog. Allyson fortalte om en ny ide hun ville starte op med i næste uge, at benytte billeder i børnenes hverdage, altså give dem valg, og vise dem billeder af det de skal. Hun virkede meget spændt på denne nye ide. Pernille og jeg, der begge har erfaringer indenfor special området, kender jo udmærket til boardmaker systemet som dette virker til at være en mini udgave af, indså virkelig hvor meget bagud de er indenfor dette område i Kina. Men denne special needs children afdeling i børnehaven har også kun eksisteret siden september og er jo en af de første i landet. Desværre har vi oplevet en behandling af disse børn som er ubehagelige for os at være vidner til. Situationer der især finder sted når de amerikanske lærer ikke er tilstæde. Børnene bliver dasket i baghovedet hver gang de kinesiske pædagoger (eller hvad de nu er) føler at de ikke følger med. Og Pernille har oplevet at et barn bliver svipset med elastikker på kroppen og i ansigtet, som straf. :( Situationer vi klart vil tage op med de amerikanske lærer, især Allyson, når vi har været her lidt længere. Lige nu skal vi jo "stikke fingeren i jorden".

I børnehaven er børnene forresten begyndt at komme ud lidt hver dag. Selvom det har været under en halv time begge gange, er det et stort plus i min bog. Måske ville mere tid udenfor også være skadeligt, for der er godt nok meget smog i den her by. Udenfor børnehaven - selvfølgelig stadig indenfor indhegningen, er en legeplads på grønt gulvtæppe (måske det skal ligne græs?!). Legepladsen består af 2 legetårn, hvor de af en eller anden grund kun må lege på det ene og bliver slæbt væk hvis de leger på det andet. Gad vide hvad det går ud på?

I går aftes så vi "Bedtimes Stories" som vi købte på dvd til 7 yuan (ca 6 kr). Filmen var heldigvis på engelsk. Men jeg valgte at sætte engelske undertekster på for sjov. Og det var virkelig sjooooovt! Teksterne passede overhovedet ikke. Det var tydeligvis en kinesisk version af engelsk, hvilket vi fik mange grin ud af. Jeg vil smide et filmklip herpå næste gang jeg opdatere bloggen, for jeg bliver nød til at dele det med jer derhjemme.

I dag var vi efter arbejde en tur på Seven Days som efterhånden er vores stam resturante i denne by, og en tur i walmart hvor vi fik købt mad nok til næsten at fylde fryseren (så slipper vi i det mindste for at tænke på at vi intet mad har i huset). Tilbage i lejligheden slappede vi lidt af, og Pernille forsøgede sig med at lære kinesisk ved hjælp af lydfiler og en bog. Helt nemt er det ikke det skøre sprog.

Pernilles lille kinesisk kursus

Er i løbet af denne blogskrivning blevet i bedre humør. Jeg glemmer virkelig de her små ting som bare gør det spændende og sjovt at være her. Det skal jeg huske at værdsætte. For er virkelig glad for at være her. Og til jer der er bange for jeg kommer til at stjæle nogle underskønne kinesiske børn med hjem, så bliv i bare ved med at frygte, for gud hvor er de skønne.