"Now you're all alone in China"

Det her blog indlæg har ikke været et jeg har glædet mig til at skrive. Som nogle af jer efterhånden ved, er Pernille taget hjem, pga en nødsituation i familien - og hun har netop givet besked om hun ikke vender tilbage. Da jeg fredag fulgte med hende til Beijing lufthavn, troede jeg virkelig bare vi skulle sige farvel for et par dage. Og da Allyson (en af de amerikanske lærer, som var taget med i lufthavnen) sagde "now you're all alone in China", grinte jeg bare, for selvfølgelig ville Pernille komme igen. Desværre er dette ikke længere virkelighed, og jeg forsøger nu at få hverdagen til at fungere herovre, helt alene. Selvfølgelig er jeg ikke helt alene, jeg ved at jeg altid kan gå til de amerikanske lærer, men jeg mærker tydeligt at jeg mangler en person her, som jeg oprigtigt er interesseret i at have noget socialt med. De sidste par dage syns jeg har været hårde, både fordi der sker så mange ændringer i forhold til mit arbejde herovre, at alt nu foregår på engelsk og kinesisk og at jeg ikke kan lade være med at tumle med tankerne om jeg skal blive eller tage hjem til Danmark. Det er noget der fylder en del i mine tanker lige nu. Thomas, en af drenge fra holdet i Chengdu, har tilbudt at komme til Tianjin og tage Pernilles plads, så jeg ikke er alene. En ufattelig venlig ofring, som jeg ville værdsætte rigtig meget. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at snakke med Jeannie om dette, men jeg ved hun har snakket med Thomas, og det eneste hun har sagt til mig, er ordret "this is a girls apartment, it wouldn't be proper to have a man living here, and theres no where else I can put him". Det er sgu den svageste kommentar jeg længe har hørt, så det vil jeg klart tale med hende om.

For det hele ikke skal være elendighed, må jeg da lige fortælle om de gode oplevelser også. Lørdag var jeg på éndags tur til Beijing, men Terri, Cindy og Kelly. Vi tog hurtig toget fra Tianjin til Beijing på bare 30 minutter (der er ca 150 km). I Beijing tog vi først på Silkemarkedet, og morede os over at prutte priserne ned. Dog var jeg stadig til grin hos Cindy og Kelly, efter købet jeg troede var godt - fik en trøje pruttet ned fra 480 til 150 yuan. Efter Et par timer på markedet, spiste vi pizza og tog videre ud for at opleve Beijing. Først tog vi undergrunden, som var en oplevelse i sig selv. Efter at have været mange gange i London og en knag til deres undergrunds system, troede jeg ikke jeg kunne blive overrasket og menneskemylderet. Men, Beijings undergrund er et maridt!!! De første tre tog var helt umulige at komme med - jeg siger jer, jeg har alrig set så mange mennesker klemt ind i vognene. Det fjerde, kunne vi lige presse os ind i, og det var en tur fra helvede! Endelig oppe i verden igen, kom vi forbi indgangen til Den Forbudte By, hvor vi tog nogle turist billeder - der var for lang kø til vi overhovedet ville kunne nå at komme ind. Og bagefter en tur i Zhongshan Parken, som er en overset men virkelig smuk park ved side af den forbudte by. Her var der stortset ingen mennesker, hvilket var virkelig behageligt. Bagefter tog vi over på en plads, som jeg efterfølgende har fundet ud af er den himmelske fredsplads. Det var da helt frygtligt så kedeligt der var, men ja ja. Sidste stop på Beijing turen var foodstreet, hvor Terri forsøgte at overtale mig til at spise alverdens ting der ikke burde spises. Det var en ganske kort men meget udmattende tur i Beijing - en by jeg helt sikkert skal besøge mange gange.

Indgangen til Den Forbudte By.

Mig foran Den Forbudte By.

I Zhongshan Parken.

I Zhongshan Parken.

Terri og Cindy i Zhongshan Parken.

En vagt i et glasbur på Den Himmelske Fredsplads.

Lidt mundgodter (FØJ).

Søndag tog jeg med Meaghan og Mafalda på Hanks og efterfølgende på stadion for at se en basket ball kamp mellem Tianjin og et andet kinesisk hold. En vanvittig dårlig kamp hvor "vi" tabte med 31 point.

Basket ball kamp mellem Tianjin og ?

Meaghan og Mafalda til Basket ball kampen.

For tiden er der, som jeg nævnte, en del ændringer i forhold til mit arbejde. Jeg har ikke lyst til at nævne alt her på bloggen lige nu, da jeg først og fremmest skal have reddet nogle tråde ud med Jeannie og have talt med seminariet. Men alt i alt, er tingene bare ikke helt som de skal være og jeg frygter at jeg ikke kan bestå min praktik på den måde tingene foregår på herovre. Ekspemelvis har Small World, som er mit praktiksted, ikke nok timer til mig, så jeg bliver sendt rundt til 3 andre børnehaver/skoler, hvor jeg også skal undervise. Og der er ikke bare tale om et par timer en enkelt dag om ugen. Men 4 dage om ugen er jeg enten om formiddagen eller eftermiddagen, et andet sted en på Small World. Hvilket jeg ikke syntes er okay. Men som sagt, skal jeg have diskuteret dette med Jeannie og have ringet til seminariet, så snart jeg har overskudet til det.

Selvom det ikke ligefrem er vidunderligt at arbejde her for tiden, bliver jeg nød til at vise jer nogle billeder fra klassen jeg har overtaget på Small World. Det er Tender Time klassen, som er de 2 årige små pus. Det er helt sikkert her der er mest pædagogisk arbejde, og man ikke føler sig som en skolelærer. Lykken er at kunne være her fuld tid!

Drengen som kigger ind i kameraet er ekstremt bange for mig, og går totalt i stå hver gang han får øje på mig.

Rebecca, en virkelig sød pige i min klasse.

Den her søde lille dreng, har ikke noget engelsk navn endnu, men hans kinesiske kaldenavn er noget med at være tyk, fordi han ved fødslen vejede langt over gennemsnittet. (Som man da skal bøde for ting resten af livet, hva)